Sådan undgår du at blive ufrivillig hæler

Der bliver handlet med stjålne varer for milliarder. Køber du smykker og ure brugt, skal du være ekstra opmærksom, da det udgør cirka en fjerdedel af de varer, der bliver handlet på hælermarkedet. Også tøj og plejeprodukter er populære hælervarer.

Hæleri er handel med stjålne varer, og du kan være uheldig at blive ufrivillig hæler - helt uden at vide, at du er blevet snydt:

  • Ved at sælge stjålne varer videre
  • Ved at købe stjålne varer.

Sådan undgår du at blive hæler

Det Kriminalpræventive Råd har 2 enkle råd og handleregler, der kan gøre det sværere at snyde dig, så du undgår at blive ufrivillig hæler, når du handler brugt:

  • Brug MobilePay
  • Tjek om sælger er valideret med NemID på fx Den Blå Avis

Det er er god idé at bruge de 2 handleregler, da tyven gerne vil sælge sine stjålne varer så hurtigt som muligt og helst vil handle med kontanter. Kontanter kan nemlig ikke spores af politiet. Det kan et CPR-nummer til gengæld, og derfor har tyve sjældent lyst til at handle via MobilePay.

Når sælger er valideret med NemID, har du sikkerhed for at personen er den han/hun giver sig ud for at være, når du handler brugte varer på nettet. På de salgsplatforme, hvor du ikke kan NemID-validere, kan du med fordel bruge MobilePay, når du handler brugt.

Andre gode råd, når du handler brugt

Ud over de to handleregler fra Det Kriminalpræventive Råd, kan det være en god idé at:

  • Møde sælger personligt, så du kan se varen, inden du køber den
  • Bede om en original kvittering på varen, især hvis det er en nyere vare
  • Tage et skærmprint af annoncen og gemme korrespondancen med sælger, hvis du skulle få brug for det senere
  • Køber du cykel, kan du tjekke, om cyklen er meldt stjålet via politiets app, Politi.

Brug altid din sunde fornuft

Og så er det vigtigt at bruge sin sunde fornuft - Når noget lyder for godt til at være sandt, er det det sandsynligvis også, så lad være med at købe.

Smykker og ure udgør cirka en fjerdedel af de samlede værdier på hælermarkedet, men det er tøj og plejeprodukter, der bliver hælet hyppigst. Det er varer, de færreste forbinder med hæleri, du bør derfor være opmærksom, uanset hvilke varer du køber.

Hvis du lider tab, fordi du har købt og senere mistet en hælervare - enten ved tyveri, eller fordi du har måtte aflevere hælervaren til politiet - dækker din forsikring ikke.

Kilde: vikøberikkeindbrud.dk

Februar 2019

MainLayout.Basket [ ]