Gennem de seneste fem år har organisationen Håb i Psykiatrien med stor succes formået at få frivillige ind på psykiatriske afdelinger i hele landet. I dag får mere end 50 afsnit jævnligt besøg af frivillige, som i samarbejde med personalet skaber små aktivitetsfyldte åndehuller og samvær i en hverdag, der for mange patienter kan være præget af håbløshed og kedsomhed.
Håb i Psykiatrien sørger for en grundig screeningsproces af både frivillige og afsnit, hvorefter foreningen sikrer, at der er en solid intro og klare rammer for den frivillige indsats og personalets roller og ansvar på afsnittet.
Håb i Psykiatrien har fået en bevilling fra LB Foreningen, der bl.a. ejer Bauta Forsikring, på 4,5 mio. kr., som skal sætte ekstra tryk bag det opsøgende arbejde for at rekruttere nye frivillige, skabe kontakt til de forskellige afsnit og få en struktur og sammenhæng i det fællesskab, som nye frivillige kan træde ind i.
Først når alt er på plads, kan den frivillige møde op første gang. Herefter besøger den frivillige afsnittet hver eller hver anden uge og faciliterer fx kreaværksteder, blomsterbinding, højtlæsning og musikalske indslag. Aktiviteter, som giver grundlag for en anden og ligeværdig samtale, som kan være afgørende for at frisætte håb og handlekraft.
I LB Foreningen ser man mange perspektiver i Håb i Psykiatriens arbejde: ”Man kan næsten ikke finde noget mere meningsfyldt end at prøve at skabe håb i en situation, hvor håbløsheden ellers hersker. Håb i Psykiatrien har skabt en formel for at skabe netop håb og fællesskab i en verden, hvor mennesker ellers kan have det svært. Deres indsats er lovende, og vi tror på, at kombinationen af frivillige og fællesskabsaktiviteter har potentialet til at gøre en markant forskel for mennesker med psykiske lidelser,” siger Lars Busk Hansen, formand for LB Foreningen.
Det er forventningen, at man i løbet af projektet kan vokse til at have frivillige på op til 200 psykiatriske sengeafsnit og ambulatorier inden 2029.
Hvis du vil vide mere om Håb i Psykiatrien og deres indsatser så se mere på www.haabipsykiatrien.dk